Brønderslev Bibliotek lancerer nyt sprogforløb til alle kommunens børnehaver

Brønderslev Bibliotek lancerer nyt sprogforløb til alle kommunens børnehaver

Brønderslev Bibliotek dannede i dag, fredag den 20. marts, ramme om et netværksmøde for kommunens sprogpædagoger. Her præsenterede bibliotekets medarbejdere Nikoline Asmund Bjørn og Rikke Ejlertsen et nyt tematisk sprogforløb, som i den seneste periode er blevet udviklet og gjort klar til brug i samtlige børnehaver i kommunen.

Forløbet tager udgangspunkt i den populære billedbog Grøflen og indeholder en bred vifte af aktiviteter, der inviterer børnene ind i bogens univers. Børnene kommer blandt andet til at arbejde med remser og sange, lege med bogens karakterer og handling, bage Grøffelkager, følge spor i skoven og skabe deres egne små fortællinger inspireret af historien.
Målet er at give børnene mulighed for at udforske sprog, rytmer og fortællinger på måder, der både er sanselige, kropslige og fantasifulde.

Det betyder enormt meget for os at være med til at styrke børns møde med litteraturen helt fra de tidlige år,” fortæller Rikke Ejlertsen. ”Det tætte samarbejde med børnehaverne gør det muligt at skabe en stærk kultur omkring sprog og læsning – en kultur, der giver børn et solidt fundament både sprogligt, socialt og kreativt.”

Det nye sprogforløb er blevet udviklet i tæt dialog med pædagoger i kommunen og er tænkt som et fleksibelt værktøj, som alle institutioner kan bruge og tilpasse efter deres egne behov og grupper.

“Det er vigtigt for os, at forløbet både er inspirerende, praksisnært og let at gå til,” siger Nikoline Asmund Bjørn. “Pædagogerne gør et fantastisk arbejde hver eneste dag, og vi ønsker at understøtte dem med materialer og idéer, der giver børnene sjove, trygge og lærerige møder med sprog og fortællinger. Når vi løfter i flok, kan vi virkelig gøre en forskel.”

Samarbejdet mellem Brønderslev Bibliotek og kommunens dagtilbud har gennem flere år været kendetegnet ved en fælles ambition om at styrke børns sproglige udvikling og skabe en levende læsekultur på tværs af kommunen. Grøflen-forløbet er det nyeste initiativ i denne indsats – og flere projekter er allerede på vej.