OMFATTENDE RENOVERINGER SAT I GANG
BOLIGFORENINGEN FREDENSBO HAR IGANGSAT NÆSTE ETAPE AF OMFATTENDE RENOVERING AF BOLIGER I CENTRUM AF BRØNDERSLEV.
Der er travlt med renoveringer i Boligforeningen Fredensbo. En omfattende renovering af boligforeningens ældste afdelinger er i gang. Ved årsskiftet 2024/2025 blev en totalrenovering af 102 boliger på Vestergade, Fasanvej og Glentevej afsluttet. Ved denne renovering blev alt inde i boligerne udskiftet, og flere boliger blev sammenlagt og fik altaner og adgang via elevator. Udearealer blev fornyet og hele området har ændret karakter. Udlejningen af de ledige boliger efter renoveringen er gået over al forventning.
Sammen med renoveringen fik beboerne også et nyt fælleshus ”Fælleshuset FREDENSBO” med selskabslokale og to gæsteværelser, som alle boligforeningens beboere har mulighed for at leje.
NU er næste etape i gang – denne gang gælder det boligerne i Stokbrogade 16-24 og Fasanvej 21-27.
Selvom boligerne er blevet vedligeholdt i alle årene, trænger de til en gennemgribende renovering, som nu bliver mulig med støtte fra Landsbyggefonden, og afdelingens beboerne og Brønderslev Kommune har sagt ja til projektet.
Med renoveringen får boligforeningen yderligere 54 moderne boliger, hvoraf 30 tilgængelighedsboliger får adgang via elevator. Disse 30 boliger indrettes kørestolsvenligt, men alle kan leje boligerne. Alle boliger renoveres med nye køkkener og badeværelser med mulighed for egen vaskesøjle. Derudover fornys alle gulve, lofter og døre i boligerne samtidig med, at der kommer nye altaner, vinduer og yderdøre samt nye facader og tag på bygningerne.
Udearealerne vil også blive fornyet på samme vis som de udearealer, der allerede er renoveret og giver derved et samlet helhedsindtryk af området.
Boligerne er beliggende i et roligt og grønt område tæt på centrum, skole, offentlig transport og indkøbsmuligheder, og der er kun kort afstand til kultur og fritidsaktiviteter.
Alle beboere, der ønskede at flytte tilbage efter renoveringen, bliver midlertidigt genhuset af boligforeningen og beboere, der ønskede en anden bolig, får mulighed for dette.
Men boligforeningen stopper ikke her.
I løbet af foråret 2026 igangsættes renoveringen af boligforeningens 125 rækkehuse i Løvparken/
Skovparken ulige nr. Her er der også tale om en omfattende renovering, hvor der etableres tilgængelighed i 40 af boligerne, og der sker omfattende renovering af de øvrige boliger og udearealerne. Alle boligerne i denne afdeling har egen have.
Denne afdeling har også et selskabslokale og to gæsteværelser, og der etableres yderligere en gæstebolig i forbindelse med renoveringen. Alle beboere i boligforeningen har mulighed for at leje disse lokalerne.



