

Vil virksomheder i Brønderslev kommune hjælpe unge?
Alt for mange unge kommer ikke i uddannelse og job. Samtidig mangler erhvervslivet arbejdskraft. En forholdsvis lille investering af tid fra lokale virksomheder kan gøre den helt store forskel.
I Danmark har vi en gruppe af unge, der har brug for hjælp på vejen til uddannelse og job. I Brønderslev kommune drejer det sig om ca. 7 pct. Hvordan hjælper vi bedst denne gruppe. Erfaringer fra forskellige projekter viser, at det at give de unge en mentor eller talentspejder fra det lokale erhvervsliv kan gøre den helt store forskel. Det viser bl.a. projekt “Erhvervskandidaterne”, som er blevet afholdt i Brønderslev kommune i det seneste år i et samarbejde med Landsforeningen Talentspejderne. Her stiller virksomheder som f.eks. PM ENERGI A/S, STARK Dronninglund, Richardt Thomsen Erhvervsbyg A/S, Bloch Både ApS og JKS A/S en medarbejder til rådighed som mentor i ca. 1½ time om ugen for en ung. Flere af de unge er siden kommet i uddannelse og job.
Hvilken interesse kunne virksomheder have i at stille en medarbejder til rådighed?
I Brønderslev kommune er der lige nu et stort behov for arbejdskraft. Ved denne artikels tilblivelse var der 154 ledige stillinger*. Der er altså tale om en win win situation, hvis virksomhederne vil give denne forholdsvise lille investering i form tid til at hjælpe denne gruppe af unge ved at stille en medarbejder til rådighed som talentspejder. Det kan f.eks. gøres ved at give en medarbejder fri i 45 min. pr. uge til at lave frivilligt socialt arbejde i arbejdstiden mod at medarbejderen giver tilsvarende af deres fritid.
Den 28. august 2024 indgik Brønderslev kommune og Landsforeningen Talentspejderne aftale om at hjælpe min. 12 unge om året. “Vi håber at de lokale virksomheder i Brønderslev kommune får øje på disse lavthængende frugter i form af fremtidig god arbejdskraft og har lyst til at tage et socialt ansvar ved at hjælpe kommunens unge videre på denne måde”, siger chefkonsulent Tom Th. Pedersen fra Landsforeningen Talentspejderne.
Foto: Kenneth fra virksomheden Richardt Thomsen Erhvervsbyg A/S er talentspejder fra Martin, der nu er kommet i uddannelse.
Læs mere om Erhvervskandidaterne her
*https://dk.jooble.org/job/Br%C3%B8nderslev-kommune
