Artikel fra en pårørende

Mias historie

 

“Stafet For Livet er så meget mere, end blot at samle penge ind. Det handler også om fællesskab, både for fighterne og deres pårørende. Det er rigtig hårdt for hele familien, når en person bliver ramt af kræft. Man får brug for støtte fra sine nærmeste til at håndtere sorgen, og forme det nye liv der kommer. Det er vigtigt at få talt om det, at åbne op, også selvom det er svære samtaler. Dette har Mia Dybro forsøgt at sætte ord på”

 

“Når kræftens slår ned rammer lynet ikke kun en person:

Min historie som pårørende

Af Mia Dybro”

Jeg var en helt normal ung pige, der gik rundt og følte sig udødelig. Spildte hver en dag, som var jeg sikret tusinde flere. Dette var indtil vi den 19. juli 2021 hørte ordene “Kræften er tilbage, og vi kan ikke fjerne den. Du er kronisk syg. Du skal leve med sygdommen resten af dit liv”. Fra det sekund, har mit liv ikke været det samme. Jeg fandt ud af, at hverken jeg, eller nogle andre, er udødelige. Min mor er uhelbredeligt syg, tilbagefald af brystkræft med spredning til lever og knogler. Og der er ingen kur eller vej til helbredelse, der er kun en ende. En ende, som ingen ved hvornår kommer.

Én ting er at vide, at hun har en livstruende sygdom, og der kommer en dag, hvor hun ikke er her mere. En anden ting er, ikke at vide hvornår det er. Som at have en bombe limet til ens hånd, man ved ikke om den eksploderer i morgen eller om 4 år, men man ved det sker. Dette er en tilstand, som de seneste år i højere grad er blevet italesat, nemlig ventesorg. Sorgen fylder så meget, at man i sådanne situationer bliver nødt til at finde et nyt normalt. Man bliver nødt til at finde en måde hvorpå man lever sammen med kræften, og sammen med bekymringen. Et nyt normalt, hvor man går rundt med en konstant bekymring om, hvornår behandlingen ikke virker mere, hvornår man løber tør for tid. Som min mor forleden sagde til mig; Vi er ikke som alle andre. Vi skal gå rundt med denne konstante bekymring. Dette betyder, at der altid vil være et lag i vores bæger, og dermed skal der mindre til, for at bægeret flyder over for os.

Kræftens meget nære indtræden i min verden, har medført at jeg i høj grad har følt en stor meningsløshed. Jeg har følt mig som en lille ubetydelig myre, fanget i en uendelig stor verden, som bliver styret af højere magter. Hvad er pointen med noget, når jeg ikke kan ændre ved det, der betyder noget. Jeg kan ikke kurere kræft. Jeg kan ikke redde min mor. Jeg er bare en lille ubetydelig brik. Jeg kan ikke ændre hele verden, men jeg kan ændre noget for nogle. For at skabe mening, har min mor og jeg de sidste fire år deltaget i Stafet For Livet i Brønderslev, og senere hen også blevet frivillige. Vi kan ikke kurere kræft, men vi kan hjælpe med at sætte fokus på det. Vi kan skabe et forum, hvor der er plads til både kræftramte og pårørende. Vi kan ikke gøre en forskel for alle, men vi kan gøre en forskel for nogle. Og det er vel alt man kan håbe på, i en verden der sommetider virker så forskruet.

Næsten alle har kræft inde på livet, om det er ens forældre, søster, veninde, barn eller nabo. Blot i 2022 blev 47.514 diagnosticeret med kræft. Så hjælp os med at gøre en forskel. Deltag i Stafet For Livet i Brønderslev, den 15. – 16. juni 2024. Gå en runde for en du kender, for dig selv, eller for min mor. Vi kan ikke kurere kræft, men vi kan hjælpe med at samle penge ind, til dem der kan.

 

I år har Mia og hendes familie udover at være frivillige ved Stafet For Livet Brønderslev også lavet deres eget hold ”Sammen For Livet”. Så vil man hjælpe Mia og hendes mor, så kan man støtte her https://www.stafetforlivet.dk/stafet/broenderslev/stoet/stoet-som-privat.