På besøg hos Mads i Skousen

25/10/22

På besøg hos Mads fra Skousen i Brønderslev
På en regntung mandag formiddag, mødtes jeg med ejeren af Skousen, Mads Krabbe i butikken i Østergade. Skousen i Brønderslev er en af kædens i alt 67 butikker, der er fordelt over hele landet.
Vores By Brønderslev ønskede at få svar på et par spørgsmål i forbindelse med de stigende priser på el og hvordan det har påvirket salget af hårde hvidevarer og om der var hvidevarer, hvor der var noget at spare ved udskiftning.
Flot lys butik med masser af varer:
Opvaskemaskiner, komfurer, køleskabe, vaskemaskiner og tørretumblere, der er masser af varer overalt i den flotte lyse butik.
Der er fire ansatte og mandag morgen kommer der allerede kunder ind i en lind strøm og telefonen kimer. Ja der er allerede travlt.
"Ud over tre ekspedienter i butikken, har vi en fast montør Karsten, der har opgaver rundt om i hele landsdelen", fortæller Mads. Det er vigtigt at være hurtig med levering og opsætning, hvis et køleskab eller komfur er gået i stykker.
"Vi har et kæmpe lager i forbindelse med butikken, hvor vi har de gængse varer", oplyser Mads.
Og det var virkeligt stort, hvidevarer fylder meget, kunne jeg ved selvsyn konstatere. "Er der en vare vi ikke har, kan vi indtil samme dags eftermiddag bestille en vare og have den i butikken næste dag.
Dette sammenholdt med ensartet service er en af fordelene ved at handle her i kæden", fortæller Mads.
Der kan spares meget på tørretumblere og frysere:
"På spørgsmålet om kunderne har ændret adfærd efter de stigende elpriser og dyrere dagligvarer, kan der spores tendenser", fortæller Mads.
"Det er klart at et mindre rådighedsbeløb resulterer i at visse kunder kigge efter de billige hvidevarer.
En del kigger dog også på økonomien i, hvad de kan spare i el ved at købe nyt. Et godt eksempel er en gammel tørretumbler, der kører i storfamilien mange gange om dagen, kan bruge helt op til 11.000 kr i el på et år med elpris på omkring 4 kr. pr kWh. En ny energimærke A+++ vil med samme brug, kunne give en besparelse på helt op til 6 -8.000 kr/år.
En gammel fryser kan også være en energisluger. I det nordjyske sælges stadig mange kummefrysere i forhold til øvrige egne af landet. Og kummefrysere er faktisk udsolgte i øjeblikket. Mange har stadig en kummefryser som fryser nummer to.
Salget af frysere er 80% skabsfrysere og 20% kummefrysere.
Et godt råd er at få en elmåler og tjekke forbruget
Der er knapt så meget at spare ved at udskifte velfungerende komfurer og ovne", fortæller Mads. Men kunden kan altid tjekke med en energimåler.
Jeg fornemmede den gode ærlige sælger med Mads, hvor godt købmandsskab og hertil hørende høj service er i højsædet.